Du skal med ud at se min kones nye hest, sagde Jens – en af mine kolleger – da jeg besøgte ham i sidste uge. Hans kone er en virkelig habil rytter, der flere gange har deltaget i nationale mesterskabskonkurrencer i dressur, og nu havde hun altså købt sig en ny hest til konkurrencebrug.
Det var en flot hest, slank og velbygget. Jeg spurgte sådan nærmest af høflighed, hvad den hed. Tignanello, svarede Jens med et lidt skævt smil. Jeg forstod godt smilet, for det var da et lidt mærkeligt navn til en hest, men så gik det op for mig, at hesten var opkaldt efter en helt speciel vin, som Jens og jeg faktisk havde drukket sammen på en arbejdsrejse i Italien for godt et år siden.
Vi havde fået den serveret til en rigtig god middag, som vi var inviteret ud til. Jeg husker endnu, at den lækre rødvin blev skænket med tydelig respekt af restaurantens tjener. Allerede inden, vi havde smagt på den, fremgik det af den næsten ceremonielle måde, tjeneren skænkede på, at her var tale om en speciel rødvin.
Og det var der i sandhed. Den var forrygende lækker med en blød krydrethed og stor fylde. Jeg gav mig den gang til at studere vinflaskens etiket nærmere og fandt ud af, at vinen blev produceret af Antinori familien, som er et af de helt store vinproducerende dynastier i Italien.
Siden er det lykkedes mig at finde den i Danmark, og jeg har seks flasker liggende.