Der er mange årsager til, at man bør lære førstehjælp på et førstehjælpskursus. I denne artikel kan du læse om de 3 vigtigste. De handler om øget overlevelseschance, kollektivt ansvar og at mindske risikoen for magtesløshed når behovet for førstehjælp opstår.
Når man yder førstehjælp ved ulykker og sygdom, er hjælpen en del af en overlevelseskæde. Udover førstehjælp består kæden af ambulancemandskabets arbejde, behandlingen på skadestue eller traumecenter samt det efterfølgende forløb ved fx operation, genoptræning, udskrivning osv. Nogle siger, at førstehjælpen i virkeligheden er det vigtigste led i kæden.
At førstehjælp kan øge overlevelseschancen er en simpel kendsgerning ved eksempelvis hjertestop. Når et menneske rammes af hjertestop, er tiden nemlig altafgørende. Desto længere tid der går, før nogen griber ind og laver brystkompressioner, desto mindre er chancen for, at offeret overlever. Og hvad angår elektrisk stød afgivet fra en defibrillator eller en AED (hjertestarter), er tiden på samme måde altafgørende. De fysiologiske årsager skal dog ikke nævnes her. Eksemplet er blot et ud af mange. Derudover skal det også nævnes, at risikoen for men falder, når der ydes førstehjælp, inden ambulancen, lægeambulancen eller paramedicineren er fremme. Alt dette er årsagen til, at mennesker bør tilmeldes førstehjælpskurser, hvor de kan lære at hjælpe i sådanne situationer.
Den anden vigtigste årsag handler ikke bare om hensynsfuldhed og moral. Den handler i højere grad om gensidig pligt. En mand sagde engang: ”Førstehjælp er det, den tilskadekomne håber, den nærmeste kan”. De fleste må være enige i dette udsagn, hvis de ved, hvad førstehjælp kan betyde i ulykkessituationer. Som borger i Danmark er man desuden forpligtet til at hjælpe andre efter evne. I straffelovens §253 står der, at man kan straffes med bøde eller fængsel indtil 3 måneder, hvis man undlader at hjælpe (uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre) fx et menneske, som er i øjensynlig livsfare. I paragraffen bruges dog udtrykket ”at hjælpe efter evne”. Og dette udtryk er både gældende, når man har lært førstehjælp, og når man ikke har.
Den 3. vigtigste årsag handler om den magtesløshed og afmagt, som kan ramme et menneske, der bliver vidne til en ulykke eller sygdom. Selvfølgelig kan man ikke deltage i et førstehjælps kursus og efterfølgende besidde en handlesikkerhed og en faglighed, som ses hos fx en ambulanceredder. På førstehjælpskurser kan man derimod lære den basale viden og de basale færdigheder, så man ved, hvordan man skal handle. Man kan også lære nogle teknikker i, hvordan man kan øge chancen for at yde hjælpen mere rationelt på skadestedet.
Nogle tror fejlagtigt, at førstehjælp kun handler om aflåst sideleje, hjertemassage og kunstigt åndedræt. Men i mange situationer kan et tæppe til at lægge over den tilskadekomne være yderst vigtigt. I andre situationer skal der fremskaffes noget sødt væske, en førstehjælpstaske eller måske skal en ambulance guides hen til ulykkesstedet. Har man deltaget i et førstehjælpskursus og alligevel bliver handlingslammet, kan man måske hjælpe med disse ting, mens andre førstehjælpere laver andre ting, som kræver, at man er endnu mere fattet.