Inde i kontorets entré har vi en opslagstavle. Det er her, hvor vi sætter små sedler med meddelelser til hinanden om fx nye seminarer eller kurser, vi kan deltage i. Den er faktisk lidt kedelig. Der er altid nogen, der sætter en seddel op med noget, de gerne vil sælge eller give væk. Men i morges var der et farverigt opslag: ”Til alle medarbejdere: Vores årlige firmaarrangement vil blive afholdt lørdag d. 21/11-2020. Vær venlige at møde op på Dyrskuepladsen i Roskilde kl. 9:00”.
Teambuilding?
Opslaget blev fulgt op af en mail fra vores direktionssekretær: Emne: ”Teambuilding – Roskilde”. Brødtekst: ”Kære medarbejdere, som I sikkert har set, og i forbindelse med det årlige firmaevent, så skal I møde op på dyrskuepladsen i Roskilde. Dette, fordi vi har besluttet at berige vores årlige firmaarrangement og firmafest med få teambuilding aktiviteter, som vi mener, vil gavne og glæde os alle. I skal ikke være bekymrede, for om det er fysisk krævende, og det er ikke obligatorisk, at I deltager i alle aktiviteterne, inden vi fortsætter med en hyggelig middag bagefter. Vi ser dog gerne, at I møder op og deltager med gåpåmod, godt humør og helst ikke, i alt for fint tøj. Med venlig hilsen Ledelsen.”
Lyder bare sjovt
Aha, det lyder sjovt. Og spændende. Lidt usædvanligt, at de sådan fortæller os på forhånd, hvad der skal ske. Andre gange har de bare fortalt os, hvor vi skal møde op. Og så har de arrangeret forskellige museumsbesøg for os. Eller givet os billetter til en teaterforestilling. Vi plejer ikke at få at vide på forhånd, hvad der skal ske. Men det ved vi så nu: Vi skal lave teambuilding.
Nu har jeg faktisk dårlige minder fra Dyrskuepladsen i Roskilde. Der er altid mudret. Måske er det grunden til, at vi får det at vide på forhånd, at vi skal lave teambuilding dér. Så kan vi nemlig nå at finde gummistøvlerne frem – og forberede os. Jeg har brugt det meste af min formiddag på at udspørge vores direktionssekretær om, hvad det er for nogle aktiviteter, vi skal udsættes for. Hun har ikke været særlig villig til at fortælle mig meget om det. Måske fordi hun ved, at jeg helt sikkert vil komme til at fortælle mine kollegaer om det. Men det, jeg kunne forstå, var, at vi ikke skal lave aktiviteter, som kræver stor fysisk styrke, og at nogle af aktiviteterne vil kræve, at vi arbejder i hold andre individuelt.
Er det Highland games?
I frokostpausen besluttede jeg at spørge hende mere direkte, da jeg så hende nede i vores lille kantine. ”Skal vi lege røvere og soldater og den slags?” Hun rejste sig og kiggede på mig med et smil og spurgte om, jeg dog ikke kunne lægge min nysgerrighed fra mig. Jeg finder ud af det, når tiden kommer. Men inden hun gik, så sagde hun, at hvis jeg kan fortælle hende, hvad den første 007 skuespiller hedder, så kan jeg også selv finde ud af, hvad det er for nogle aktiviteter.
Jeg har fundet ud af det. Vi skal lave highlandgames! Jeg er helt sikker. Det bliver kanon.