Jeg har altid elsket at spille dart, lige siden jeg stiftede bekendtskab med spillet i en forholdsvis ung alder.
Dart er et både sjovt og udfordrende spil, hvor man rigtig kan hygge sig sammen som familie eller sammen med nogle gode venner.
Som ung spillede jeg meget dart. Men i takt med, at tiden gik og jeg er blevet lidt ældre, har spillet ligget stille i en lang periode.
Dartspillet blev pakket væk
Efter en flytning for nogle år siden har jeg faktisk slet ikke haft min dartskive fremme. Den har ligget pakket godt væk, mens tiden er gået med (alt for meget) arbejde og en stigende børneflok, som nu efterhånden er nået helt op på fire styk.
Når tanken om dartspillet en gang i mellem er dukket op hos mig, har jeg altid tænkt at ”de der skarpe pile må vi hellere holde væk fra børnene”, mens de er små.
Elektronisk dart
For nogle år siden investerede jeg så i et elektronisk dartspil. For jeg savnede alligevel at kunne tage et spil dart en gang i mellem.
Det er et fint spil, som kan alt muligt. Det kan indstilles til en lang række forskellige som f.eks. 501, Skovhugger, Mickey Mouse osv. Oveni tæller det selv point sammen – så det er da ret smart.
Spillet er da også kommet op og hænge, men er egentlig kun blevet brugt nogle ganske få gange. Jeg må ærligt erkende, at det simpelthen bare ikke er det samme med det elektroniske spil, som det er med en rigtig dartskive og nogle gode pile.
Så blev det tid til at få dartskiven frem igen
Men nu er børnene så ved at have nået en alder, hvor vi sagtens kan have et rigtig dartspil hængende fremme. Så derfor tænkte jeg for et par uger siden, at det nu var tid til at finde den gamle dartskive frem igen.
Og som sagt, så gjort. Dartskiven – inkl. det en gang så flotte dartskab – blev fundet frem og skruet op på væggen.
Men ak og ve. Tiden har simpelthen sat sit præg på skiven, som forekommer tør og med buler. Så det må vi erkende ikke rigtig har kunnet holde til bare at ligge. Den er simpelthen blevet for gammel.
Så nu har jeg i stedet været ud at købe en helt ny Winmau skive inkl. et superflot skab. Det skal jeg så have hængt op en af de nærmeste dage, så vi rigtig kan komme til at spille. Det bliver godt med sådan en ny superflot dartskive 😊